Hvad er en visuel identitet?
En visuel identitet er ikke bare pynt – det er det, der gør en virksomhed genkendelig og troværdig. Det er her, man skiller sig ud fra mængden og sørger for at blive husket.
En gennemarbejdet visuel identitet består af elementer som logo, farver, typografi, billedstil, illustrationer og andre grafiske komponenter. Disse skaber tilsammen et sammenhængende udtryk, som understøtter brandstrategien og formidler organisationens fortælling på tværs af platforme.

Sådan udvikler du en stærk visuel identitet
En stærk visuel identitet begynder med solid research. Forstå markedet, branchen og konkurrenterne, før designprocessen starter. Det sikrer, at brandidentiteten ikke kun ser godt ud, men også rammer strategisk plet.
Markedet:
Hvor skal identiteten leve?
Før man begynder at designe, skal man tage et kig på markedet. Hvem henvender brandet sig til – Danmark, Skandinavien eller måske hele verden? Hvis målgruppen spænder over flere lande og sprog, skal både navn og logo kunne fungere globalt. Overvej også, om navn og logo skal kunne registreres som varemærker – det kan spare dig for hovedpine senere. Med andre ord: tænk stort fra starten, så brandidentiten er klar til at vokse.
Målgruppen:
Hvem taler vi til?
En stærk brandidentitet starter med en dyb forståelse af målgruppen. Hvem skal identificere sig med brandet? Er det henvendt til privatpersoner eller virksomheder? Hvilke bevæggrunde har de for at vælge vores brand? Her kan designvalg som farver, typografi og form helst tale direkte til den ønskede målgruppe. Logoet skal nemlig matche deres forventninger og præferencer til produktet. En ungdommeligt visuel identitet kan fx lege med dynamiske farver og uhøjtidelige fonte, mens et premium-brand kræver et mere eksklusivt og afdæmpet udtryk. Jo skarpere du definerer din målgruppe, desto mere præcist og effektivt kan brandet kommunikere.
Branchen:
Følge strømmen eller bryde mønstre i det visuelle udtryk?
Hvilken branche bevæger brandet sig i? Nogle farver og visuelle udtryk forbindes naturligt med bestemte sektorer – grøn til bæredygtighed, blå til teknologi. Det kan være en fordel at spille på de associationsmønstre, så modtageren hurtigt forstår budskabet. Men nogle gange er det stærkere at bryde reglerne. Et lyserødt brandunivers til en bank vil helt sikkert vende hoveder og signalere, at man tør noget andet. Valget handler om, hvad der bedst støtter strategien: at passe ind eller skille sig ud.
Konkurrenterne:
Undgå visuel forvirring
Pas på med at ligne konkurrenterne – det skaber ikke bare forvirring for målgruppen, men kan også give dig problemer med markedsføringsloven. Samtidig skal identiteten afspejle virksomhedens værdier og positionering. Skal brandet signalere eksklusivitet eller tilgængelighed? Er tonen formel eller afslappet? Det visuelle udtryk skal være en forlængelse af strategien, så målgruppen intuitivt forstår, hvad brandet står for, og hvad de kan forvente – uden at sige et ord.
Implementering:
Hvor skal identiteten folde sig ud?
Når identiteten er på plads, er det tid til at tænke over, hvor den skal bruges. Skal brandet leve på en app? Så skal designet være intuitivt og interaktivt. Skal det hovedsageligt ses i videoer? Så bør bevægelige elementer – som animationer eller dynamiske logoer – tænkes ind. For brands, der satser tungt på kampagner, kan det være værd at overveje en “fluent device” – et gennemgående karakter, der kan tilpasses forskellige kampagner. Kort sagt: Identiteten skal ikke bare se godt ud – den skal også fungere der, hvor målgruppen møder den.
Hvad skal man bruge en visuel identitet til?
Skab genkendelighed
En visuel identitet er nøglen til at blive genkendt i en verden fuld af indtryk. Det er her, man skaber en rød tråd, som gør det let for målgruppen at huske og genkende virksomheden – uanset om de møder den online, i print eller på en event. Genkendelighed er det første skridt mod at opbygge en stærk relation og en plads i hukommelsen hos kunderne.
Giv en klar retning
Når den visuelle identitet er på plads, bliver det langt lettere at arbejde med eksterne kommunationskonsulenter som grafikere, fotografer og annoncører. De har en klar rettesnor og kan levere materiale, der matcher brandets stil og tone fra start. Resultatet? Hurtigere processer, færre misforståelser og en sammenhængende kommunikation på alle platforme.
Få troværdighed
En gennemført visuel identitet signalerer professionalisme og vækker tillid. Når brandets udtryk er konsistent og gennemtænkt, sender det et klart signal om kvalitet og pålidelighed. Troværdighed handler ikke kun om, hvad man siger, men om, hvordan man præsenterer sig selv – og det starter med det visuelle.

Elementerne i en designmanual
En designmanual er nøglen til en stærk og konsekvent visuel identitet. Den sikrer, at alle, der arbejder med brandet, har klare retningslinjer at følge – fra logo og farver til typografi og billedstil. Her er de vigtigste elementer, der typisk indgår i en designmanual.
Logo
Her fastlægger, hvordan logoet skal bruges på forskellige baggrunde, i forskellige størrelser og i både digitale og trykte medier. Det sikrer, at logoet altid præsenteres klart og genkendeligt.
Tip: Besøg Patent- og Varemærkestyrelsen og find info om registrering af logo og varemærke.
Farver
En gennemarbejdet farvepalette defineres – både primære og sekundære farver. Farverne beskrives med koder til både print og digital brug (CMYK, RGB , HEX og Pantone), så de anvendes korrekt på tværs af platforme.
Tip: Besøg Adobe Color og find inspiration til farvepaletter
Typografi
Vi vælger en eller flere fonts (skrifttyper), der bruges konsekvent i kommunikationen. Typografien vises med retningslinjer for font størrelse, vægt og brug, så den sammen med andre grafiske elementer skaber en sammenhængende identitet.
Tip: Google Fonts tilbyder gratis skrifttyper til digitale og trykte medier.
Supergrafik
Grafiske elementer, der kan bruges som baggrunde, overlays eller understøttelse af budskaber, defineres. Supergrafik styrker identiteten og tilføjer et unikt visuelt lag til kommunikationen.
Tip: Bliv inspireret på hjemmesiden Behance, hvor man kan se porteføljer og designprojekter fra hele verden.
Billedstil
Her beskrives, hvordan fotos eller illustrationer skal se ud, f.eks. lys, farvetoner og motiver. Dette skaber et genkendeligt og ensartet visuelt udtryk i alt fra annoncer til sociale medier.
Tip: På Pexels.com kan du finde et stor udvalg af billeder i høj kvalitet til gratis download
Stil og tone
Designmanualen kan også omfatte sproglig tone og stemmeføring. Her fastlægges, hvordan brandet kommunikerer – om det er professionelt, afslappet, kreativt eller noget helt fjerde – for at sikre en rød tråd i både ord og visuelle udtryk.
Implementering
Visning af relevante implementeringer. Det kunne foreksempel være visning af identiten på skilte, annoncer, muleposer, messemateriale eller andet salgsmateriale.
Eksempler på stærke visuelle identiteter
Din kreative partner
Jeg hedder Louise Meyland og jeg driver til daglig Hey Lulu, som er et designbureau med speciale i visuel identitet, kommunikation og grafisk design.
Som en strategisk og kreativ partner sigter jeg efter at kombinere vision, forretningsmål og storytelling og lade virksomheder og brands med at forbinde meningsfuldt med folk. Med over ti års erfaring har jeg haft fornøjelsen af at samarbejde med brands i alle størrelser.
Har du lyst til at arbejde sammen?
